Skip til hoved indholdet

Syreskader

Hvad gør syre ved tænderne?

Det yderste af dine tænder er dækket af tandemaljen, som er det mest kalkrige væv i kroppen. Når tandemaljen udsættes for den syre, som fx. findes i sodavand, saftevand, sportsdrikke, juice, energidrikke, surt slik, frugt og smoothies sker der en kemisk opløsning af tandemaljen. Og tabt emalje kan ikke vokse ud igen. Jo hyppigere dine tænder udsættes for syre, jo større er risikoen for skader på tænderne.

Hvordan ser syreskader ud?

I begyndelsen er syreskader på tænderne mikroskopiske og kan hverken ses eller mærkes, men fortsætter syrebadet, bliver tandemaljen i begyndelsen mat - senere blank og spejlende. Skærekanterne på fortænderne bliver tynde og gennemsigtige, og de knækker let. På kindtænderne kommer der udhulede, gule områder, fordi emaljen forsvinder. Tænderne bliver mere og mere følsomme både for kulde og varme.

Hvad er surt?

Hold øje med dit forbrug af syreholdige føde- og drikkevarer. Hvis du indtager syreholdigt mad eller drikke over lang tid , fx drikker små slurke af sodavand eller energidrikke hele dagen. Hver gang du drikker noget surt, går der en times tid før syren er væk fra tænderne. Vær opmærksom på at light produkter indeholdrer lige så meget syre som de sukkerholdige produkter. 

Selvom en fødevare er sund for kroppen, kan den godt indeholde syre, der kan være skadelig for tænderne, fx. bør man ikke spise sur frugt mange gange i løbet af dagen.

Hvordan undgår du syreskader?

Det bedste du kan gøre er at drikke vand, når du er tørstig. Hvis du alligevel vælger at drikke sodavand en gang imellem så drik det hele på en gang og skyl munden med vand bagefter. Drik helst til måltiderne, der gør syren ikke så meget skade, fordi den bliver blandet med maden. Tandemalje, der har været udsat for syre, er meget ru og slides let med tandbørsten. Lad derfor være med at børste tænderne lige efter du har spist eller drukket noget surt - det er bedre bare at skylle med vand.

Hørsholm kommunale Tandpleje
Stadionallé 12, 2960 Rungsted Kyst

Telefon: 48 49 00 40
tandplejen@horsholm.dk