Skip til hoved indholdet

12-årstanden

På skoletrinet fra 4. klasse til og med 7. klasse sker der en stor forandring i munden.
Børnene går fra at have et blandingstandsæt dvs. et tandsæt med en blanding af mælketænder og ”voksne” blivende tænder, til at have et fuldt voksent tandsæt med 28 blivende tænder.

Mange forældre tænker, at det eneste de kan gøre for at holde deres barns tænder sunde er at sørge for den daglige tandbørstning – resten klarer tandlægen. Men faktisk kan DU som forælder gøre rigtig meget for, at dit barn vokser op med sunde tænder.

Husk at se dit barn i munden med jævne mellemrum, se efter om tandkødet er fint. Hvis det er rødt og hævet, skal der børstes bedre. Se efter om de nye tænder, der bryder frem, er hele og hvide, hvis de har brune eller gule pletter, kan de have brug for ekstra hjælp. 

Vær opmærksom på at begrænse dit barns indtag af sukker og syreholdige føde- og drikkevarer.  Sukker kan være skjult i bl.a. morgenmadsprodukter, yoghurt, læskedrikke med mere. Syre der kan skade tænderne, findes i både sodavand, energi- og sportsdrikke, surt slik, frugt, juice og smoothies. Vær opmærksom på at der er lige så meget syre i ligtht produkter.

Hvad er 12-årstanden?

12-års tanden er en blivende kindtand. Den bryder frem bagved den sidste kindtand (6-års tanden), der hvor der ikke før har været tænder. 12-års tanden er i lang tid delvist dækket af tandkød, og er derfor særlig svær at børste ren. Der er derfor øget risiko for huller under tandfrembrud.

Børst tanden grundigt, da der ellers let kommer huller, børst også under den lap af tandkød, der i starten dækker tanden, mens den er på vej frem. 

Hvordan skal du børste 12-årstanden? 

Børn har brug for voksenhjælp til tandbørstning indtil 10-12 års alderen, men ældre børn har også brug for at få hjælp til tandbørstningen/ at få tjekket, om der er børstet rigtigt rent

  • Vi anbefaler tandbørstning 2 gange dagligt med en fluorholdig tandpasta med et fluorid indhold på 1450 ppm. Voksentandpasta indeholder typisk 1450 ppm. Mængden af tandpasta bør være svarende til størrelsen på lillefingerneglen.
  • Det er en god idé, at sætte tandbørsten skråt ind fra siden og børste godt bag den bagerste kindtand (børst på tværs).
  • For at komme til, skal skaftet på tandbørsten holdes så meget ud mod kinden som muligt. Det går lettest, når munden lukkes lidt i, så bliver kinden "blød"
  • Det er også en god ide´ at bruge en solotandbørste.

Er du i tvivl?

Hvis du har brug for det, hjælper vi gerne med instruktion på klinikken.

Hørsholm kommunale Tandpleje
Stadionallé 12, 2960 Rungsted Kyst

Telefon: 48 49 00 40
tandplejen@horsholm.dk