Alder 16 til 17

Børn og unge mellem 16 og 17 år.

INFORMATION TIL DIG DER ER 16/17 ÅR

Tandplejen tilbyder gratis tandpleje indtil du fylder 18 år.
Hvis du er 16/17 år og har bopæl i Hørsholm Kommune, vil du automatisk være tilknyttet tandplejen.
Som et led i de almindelige undersøgelser taler vi bl.a. om spise- og drikkevaner, visdomstænder og overgang til privat tandlæge.

Er du gået ud af folkeskolen?

Tandplejen er åben på alle skoledage fra kl. 8-15. 
Se åbningstiderne på din tandklinik
Hvis du har fået arbejde eller er under uddannelse, og derfor har svært ved at komme i vores almindelige åbningstid, er der mulighed for at lave aftaler på enkelte lørdage. Tal med din tandklinik, og hør hvornår du kan komme. 

Frit tandlægevalg:

Du kan frit vælge om du vil gå til tandlæge i Hørsholm Kommune, hos privat tandlæge eller anden kommunal Tandpleje. 
Se reglerne for fritvalgsordningen for 16 og 17 årige

18 år, hvad skal der ske?

Når du bliver 18 år, skal du finde en privat praktiserende tandlæge.
Du vil blive indkaldt til en sidste undersøgelse hos os, inden du fylder 18 år. Det er godt, hvis du kan fortælle os, hvem du fremover vil gå hos, når du kommer til den afsluttende undersøgelse. Når du har fortalt os, hvilken privat praktiserende tandlæge du har valgt, vil vi sørge for at videresende journaludskrift og relevante røntgenbilleder. Du vil herefter automatisk blive indkaldt til undersøgelse hos den nye tandlæge. 

Gode råd - Risiko for huller

 Husk at risikoen for at få huller i tænderne er større hvis du: 

  • ikke får børstet tænderne grundigt nok 
  • spiser usundt, eller får meget slik og sukker 
  • hyppigt drikker sodavand eller andre søde drikke

Visdomstænder

Visdomstænder er den bagerste tand i tandsættet, og er den tand der oftest mangler. Mange visdomstænder kommer aldrig frem i munden.
  • Visdomstænder fjernes kun, hvis der er indikation for det.
  • Visdomstænder fjernes ikke, hvis der er god plads, og hvis de har normal frembrudretning. 

Tandtråd

Tænderne sidder som regel så tæt sammen, at tandbørsten ikke kan gøre rent mellem tænderne. Tandtråden gør rent, der hvor tandbørsten ikke kan nå. I tandplejen kan vi vise dig, hvordan du bedst kan gøre det, hvis du er i tvivl. 

Røntgenbilleder hvornår og hvorfor?

Et røntgenbillede kan vise huller, som ikke kan ses ved en almindelig undersøgelse af tænderne. Vi bruger derfor røntgenbilleder til, efter behov, at fastslå om du har huller mellem tænderne. Vi bruger også røntgenbilleder til at fastlægge den bedst mulige behandling ved tandskader og ved beslutning om tandregulering. 

Er tandklinikken lukket?

Hvis vi har lukket, vil du på vores telefonsvarer få besked om, hvor du skal henvende dig. 
Der vil oftest være henvisning til Tandlægevagten på tlf.: 7025 0041. 

Du kan se tandplejens ferieplan her

Tandplejens ferieplan

Tandskader

Søg straks tandlæge hvis: 
  • Tanden er slået helt ud - opbevar tanden fugtigt, evt. i et glas mælk.
  • Der er slået et stort stykke af tandkronen og tandnerven er blottet.
  • Forsøg at finde tandstumpen og opbevar den fugtigt, evt. i et glas mælk.
  • Tanden er slået helt ud af sin normale stilling eller meget løs. 

Hvilke tandskader kan vente

  • Mindre skader på blivende tænder.

Ring til tandklinikken 4849 6040
Uden for tandplejens åbningstid ring til: 
Tandlægevagten Region Hovedstaden 7025 0041.

Forsikring

Tandplejen behandler alle tandskader, indtil du er fyldt 18 år. Mange store skader kan dog først behandles færdig, når du er i 20-25 års alderen. Derfor er det vigtigt, at du har en ulykkesforsikring, der dækker tandskader.