Syreskader

Hvad gør syre ved tænderne?

Det yderste af dine tænder er dækket af tandemaljen, som er det mest kalkrige væv i kroppen. Når tandemaljen udsættes for den syre, som f.eks. findes i sodavand, saftevand, sportsdrikke og juice, sker der en kemisk opløsning af tandemaljen. Og tabt emalje kan ikke vokse ud igen. Jo hyppigere dine tænder udsættes for syre, jo større er risikoen for skader på tænderne.


 Syreskadede tænder
 Forfra  Bagfra  Kindtænder
     
 Klinisk foto: Vibeke Qvist, lektor dr. Odont, Københavns Tandlægeskole

Hvordan ser syreskader ud?

I begyndelsen er syreskader på tænderne mikroskopiske og kan hverken ses eller mærkes, men fortsætter syrebadet, bliver tandemaljen i begyndelsen mat - senere blank og spejlende. Skærekanterne på fortænderne bliver tynde og gennemsigtige, og de knækker let. På kindtænderne kommer der udhulede, gule områder, fordi emaljen forsvinder. Tænderne bliver mere og mere følsomme både for kulde og varme.

Hvad er surt?

Sure læskedrikke som sodavand og sportsdrikke sælges som aldrig før. Skruelåg på flaskerne har øget forbruget, fordi indholdet bevarer de friske bobler i lang tid. Det gør, at du måske får lyst til at drikke små slurke af flasken mange gange i løbet af dagen, og det er faktisk det værste, du kan gøre. Hver gang du har drukket noget surt, går der op til en time, før syren er væk fra tænderne igen. Vær opmærksom på, at light sodavand indeholder syre.


Hvordan undgår du syreskader?

Det bedste du kan gøre er at drikke vand, når du er tørstig. Hvis du alligevel vælger at drikke sodavand en gang imellem så drik det hele på en gang og skyl munden med vand bagefter. Drik helst til måltiderne, der gør syren ikke så meget skade, fordi den bliver blandet med maden. Tandemalje, der har været udsat for syre, er meget ru og slides let med tandbørsten. Lad derfor være med at børste tænderne lige efter du har spist eller drukket noget surt - det er bedre bare at skylle med vand.